Skæbne og hovedværk – historie og donation
”Pludselig blev to årige Susanne skiftet fra min arm over på en fremmed arm.
Hun skreg, skreg så det kunne høres i hele omegnen, i vild protest. Hun ville over til mig igen, men i løbet af et øjeblik var de oppe i toget. Toget kørte, og jeg stod fuldstændig lammet, kunne intet foretage, bare lade det ske, for jeg havde selv foretaget valget.”
Sådan beskriver Susannes mor Musse Hartig i sin bog ”Kvinde i modstandskampen”,hvordan hun og manden Knud Raaschou-Nielsen (alias ”Mikkel”) efter BOPA-sprængningen af Riffelsyndikatet i 1944 skyndsomt måtte gå under jorden med ny identitet og aflevere Susanne under falskt navn på børnehjem og den nyfødte søster på børnehospital.
Det var en ekstrem oplevelse i en kritisk alder for Susanne, men én blandt mange, når barnevogn blev brugt som transportmiddel for Musses kurer opgaver, og når forældrens nerver var i konstant alarmberedskab før, under og efter de mange aktioner med kammeraterne i BOPA.
Musse og Knud overlevede krigen. Men som så mange andre modstandspar overlevede deres ægteskab ikke. I de sidste måneder inden befrielsen havde Musse modstræbende accepteret, at børnene skulle være hos deres far Knud. Som Musse nøgternt konstaterede, blev børnene splittet mellem overklasse og arbejderklasse. Knud som borgerlig partisan, kunstner, lærer og rektorsøn fra Sørø og Musse som livslang overbevist kommunist af arbejderforældre.
Efter krigen blev da tre årige Susanne og søsteren hentet hjem til far Knud i Sorø, men nu sammen med den nye hustru, som han var blevet gift med 2 måneder efter kapitulationen.
Tres år senere vågnede Susannes tredje mand kunstneren Bjørn Nordahl tidligt en martsmorgen i 2005 til en stilhed, fortalte han, som han aldrig før havde oplevet.
Som det var sket mange gange før, havde Susanne svært ved at sove og var i løbet af natten gået fra soveværelset på første sal ned i køkkenet. Dér fandt Bjørn hende hængende med et sammenflettet reb om halsen. Susanne havde valgt sit martrede liv fra. Hun havde ”fået fred”, som de to sønner sammen med Bjørn Nordahl skrev i dødsannoncen.
Kunstnerparret Susanne Raaschou-Nielsen (1942-2005) og Bjørn Nordahl (1939-2012) havde jeg kendt som meget nære venner siden 1995.
Bjørn Nordahl var i 1991 flyttet fra det snævre Frederiksbergske til et nedlagt mejeri nord for Kerteminde tæt på gode kunstnerkollegaer og med rigeligt lys, luft og plads til at arbejde som billedhugger, tegner, maler og grafiker. Flytningen var også hans nye start efter 6 år forinden at have mistet sin store kærlighed Bodil, som var død af kræft kun 43 år gammel. De var blevet viet af hospitalspræsten fire dage inden hun døde.
Med gode relationer og salg til et aktivt kunstmiljø i Hobro havde Bjørn dér mødt Susanne, som var på vej ud af et forhold. Susanne og Bjørn havde kendt hinanden fra Akademiet, hvor de begge var uddannet i 1970’erne.
Susanne ville være kunstner som sin far, der i øvrigt også havde mødt Musse på akademiet, hvor hun stod model. Knud havde forgæves forsøgt at tale Susanne fra den usikre tilværelse, han som kunstner kendte alt for godt.
Susanne var manisk sprudlende, intelligent og særdeles køn – Hun og Bjørn delte fælles drømme. Forelskelsen var gengældt, og i 1992 blev de borgerligt viet og Susanne flyttede ind i det gamle mejeri, hvor hun i en tilhørende lille lejlighed indrettede sig med eget atelier samtidig med, at de to kunstnere og ægtefæller arbejdede med fælles projekter.
Senere begyndte Susannes dæmoner at presse sig på.
Bølger af glæde og mod afløstes af bølger af angst og vrede. Ind- og alt for hurtige psykiatriske udskrivninger blev selvmedicineret med alkohol og pillemisbrug.
Imellem de voldsomme udfald fortalte hun selv, at kimen til det syge maniodepressive sind skyldtes barndommens tidligere traumer fra 1944, forældrenes skilsmisse med deres forskelligheder og traumer, samt det perifere forhold til mor Musse.
Som Musse konstaterer det i sin bog, var det også for børnenes skyld hun havde truffet beslutningen om at skilles fra dem. De måtte have en fri verden at vokse op i, men de nervetråde, der blev revet over den dag, har gjort ondt lige siden; de har hængt og blafret for vinden og er aldrig blevet knyttet igen. Det var prisen for at deltage i modstandsbevægelsen for mit (Musses) vedkommende.
Der har gennem årene været skrevet meget om den pris medlemmerne af modstandsbevægelsen kom til at betale senere i livet. Mindre opmærksomhed har der været omkring deres børn. Jeg er ikke i tvivl om, at Musse har ret i, at krigen også rev mange nervetråde over hos Susanne, nervetråde som ingen formåede at knytte igen.
Musse, Knud og Susanne er nogle af de hovedpersoner, som udgør den interaktive fortælling på Frihedsmuseet. I åbningstalen i 2021 fremhævede kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, at netop deres historie havde gjort stort indtryk på hende.
I Susannes abstrakte kunstneriske udtryk var det glæden ved naturen, som dominerede palettens farver i gult og grønt. I modsætning til Bjørn Nordahl udtrykte hun sig sjældent figurativt.
En meget stærk undtagelse er hovedværket korsfæstelsen fra 2005 malet som triptykon.
Kristus er skitseret uden ansigtsudtryk og uden det ene ben men, med en voldsom blodplet under korset. Baggrundens by er uden mennesker, et par enkelte anonyme skygger er der i forgrunden sammen med fire ryttere, som både er nærværende og på vej væk. Både Knud og Susanne var habile ryttere. Over det hele svæver en hvid fugl på den blågrønne himmel. Er det sjælen på vej væk? Det er på en gang et moderne og dystert motiv, men fastholdt i Susannes glade og optimistiske farver. Der er ingen tvivl om, at Susanne har malet sig selv meget ind i netop det billede, som også blev hendes ubestridte hovedværk.
Bjørn Nordahl døde i 2012. Inden sin død lovede jeg ham også at tage mig godt af Susannes kunstneriske arv og eftermæle. Som led i det løfte efterlyses nu et museum, en kirke eller anden relevant offentlig myndighed, som vil modtage Susannes værk og evt. et par andre udvalgte værker uden anden omkostning end at passe godt på det.
Interesserede kan henvende sig til Karsten Holm Jensen på mail khj@khj.dk eller tlf.: 2335 2335
Knud Raascou-Nielsen døde i 1980, 65 år gammel
Kirsten Musse Hartig døde i 1996, 81 år gammel
